DANSK

 


 


KOMMUNISTISK INTERNATIONALES PROGRAM

 

Vedtaget af KOMINTERNs 6. Verdenskongres


1. September 1928 i Moskva

 

(Uddrag)

 

 

 

 

II
Kapitalismens almindelige krise og verdensrevolutionens første Fase

1. Verdenskrigen og den revolutionære Krises Gang

 

 

De største kapitalistiske Staters imperialistiske Kamp om en Nyopdeling af Verden førte til den første imperialistiske Verdenskrig (1914-1918). Denne Krig rystede hele Verdenskapitalismens System og indledede dermed dens almindelige Kriseperiode. Krigen tvang hele Samfundsøkonomien i de krigsførende Lande til at træde i sin Tjeneste, den skabte Statskapitalismens pansrede Næve, drev de uproduktive Udgifter op til svimlende Højder, ødelagde uhyre Mængder af Produktionsmidler og levende Arbejdskraft, ruinerede brede Befolkningslag og læssede umådelige Byrder overpå Industriarbejdere, Bønder og Kolonibefolkningen. Den skærpede Klassekampen, som slog om i åbent revolutionære Masseaktioner og i Borgerkrig. Den imperialistiske Front blev gennembrudt på sit svageste Punkt, det zaristiske Rusland. Februarrevolutionen i 1917 styrtede den feudale Absolutisme, Oktoberrevolutionen styrtede Bourgeoisiet. Denne sejrrige proletariske Revolution eksproprierede Ekspropriatorerne, fravristede Bourgeoisiet og Jordbesidderne Produktionsmidlerne; for første Gang i Menneskehedens Historie oprettede og forankrede den det proletariske Diktatur i et Kæmpeland, skabte en ny Statstype, Råds- (Sovjet) Staten, og indledede dermed den internationale proletariske Revolution.

Den vældige Rystelse af hele Verdenskapitalismen, Skærpelsen af Klassekampen og den proletariske Oktoberrevolutions umiddelbare Indflydelse i Europa såvel som i Kolonierne og Halvkolonierne; en Række Revolutioner og revolutionære Aktioner: Januar 1918 Arbejderrevolutionen i Finland; August 1918 Rigsoprørene i Japan; November 1918 Revolution i Østrig og Tyskland, som styrtede de halvfeudale Monarkier; Marts 1919 Rådsstyre i Bayern; Januar1920 borgerlig-national Revolution i Tyrkiet; September 1920 Arbejdernes Besættelse af Fabrikkerne i Italien; Marts 1921 den proletariske Fortrops Opstand i Tyskland; September 1923 Opstanden i Bulgarien; Efteråret 1923 revolutionær Krise i Tyskland; December 1924 Opstand i Estland; April 1925 Opstand i Marokko; August 1925 Opstand i Syrien; Maj 1926 Generalstrejke i England; i Juli 1927 Arbejderopstand i Wien.

Alt dette sammen med Begivenheder som Opstanden i Indonesien, den dybe Gæring i Indien, den mægtige kinesiske Revolution, som rystede hele Asien, er Led i den internationale Revolutions Kæde, er Bestanddele i den dybtgående almindelige Krise, som Kapitalismen gennemgår. Denne internationale revolutionære Proces omfatter Kampen for Proletariatets Diktatur såvel som de nationale Befrielseskrige og Opstandene i Kolonierne mod Imperialismen, som atter er uadskilleligt forbundet med Bonde-Millionmassernes Agrarrevolution.

Sådan blev vældige Menneskemasser revet med ind i Revolutionens Strøm. Verdenshistorien er trådt ind i en ny Fase i sin Udvikling: ind i en langvarig almindelig Krise for det kapitalistiske System. Verdensøkonomiens Enhed fandt under denne Krise sit Udtryk i Revolutionens internationale Karakter den uregelmæssige Udvikling af Verdensøkonomiens enkelte Dele fandt Udtryk i de forskellige Tidspunkter, på hvilke Revolutionen fandt Sted i de enkelte Lande.

De første Forsøg på en revolutionær Omvæltning, som voksede frem af Kapitalismens akute Krise (1918-1921), endte med, at Proletariatets Diktatur sejrede og befæstedes i Sovjetunionen, men samtidig led Proletariatet Nederlag i en i hel Række andre Lande. Disse Nederlag er i første Række en, Følge af den Forrædertaktik, der føres af de socialdemokratiske Spidser, men af Fagforeningsbevægelsens reformistiske Spidser, men det er også en Følge af den Omstændighed, at Arbejderklassens Flertal endnu ikke stod bag Kommunisterne, og at der i en Række af de vigtigste Stater overhovedet ikke fandtes, noget kommunistisk Parti. Disse Nederlag gav Bourgeoisiet Mulighed for en delvis Stabilisering af Kapitalismen ved den forøgede Udbytning af de proletariske Masser og af Kolonifolkene og ved en voldsom Sænkning af deres Levefod.

 

2. Den revolutionære Krise og det kontrarevolutionære Socialdemokrati

 

Under den i internationale Revolutions Forløb har de førende Lag indenfor de socialdemokratiske Partier og indenfor de reformistiske Fagforeninger såvel som de kapitalistiske Kamporganisationer af fascistisk Art ved deres aktive Bekæmpelse af Revolutionen og ved Medvirken til Kapitalismens delvise Stabilisering vist sig som Kontrarevolutionens stærkeste Kræfter.

Krigskrisen fra 1914 til 1918 ledsagedes af den socialdemokratiske Anden Internationales forsmædelige Sammenbrud. I afgjort Modsætning til Tesen i Marx' og Engels' "Kommunistiske Manifest" om, at Proletarerne under Kapitalismen ikke har noget Fædreland, i afgjort Modsætning til de Beslutninger mod Krig, som blev vedtaget på Kongresserne i Stuttgart og Basel, har de socialdemokratiske Førere på få Undtagelser nær stemt for Krigsbevillingerne og afgjort udtalt sig for Forsvaret af de imperialistiske "Fædrelande" (d.v.s. det imperialistiske Bourgeoisis Statsorganisation); i stedet for at kæmpe mod den imperialistiske Krig, blev de dens trofaste Soldater, Apostle og Lovprisere (Socialpatriotismen udvikler sig til Socialimperialisme).

I den næste etape understøttede Socialdemokratiet de røveriske Fredsslutninger (Brest, Versailles). Hånd i Hånd med Generalerne var det en aktiv Kraft ved den blodige Undertrykkelse af proletariske Rejsninger (Noske); det kæmpede med Våben i Hånd mod den første proletariske Republik (Sovjet-Rusland); det forrådte Proletariatet, da dette havde fået Magten, og udleverede det til Fjenden (Ungarn); det trådte ind i det imperialistiske Folkeforbund (Thomas, Paul Boncour, Vandervelde); det stillede sig åbent på de imperialistiske Slaveholderes Side mod Kolonislaverne (det engelske Arbejderparti); det understøttede aktivt Arbejderklassens reaktionæreste Bødler (Bulgarien, Polen); det gav Stødet til imperialistiske Forsvarslove (Frankrig); det hjalp til med at kvæle Minearbejderstrejken i England, det hjalp til med at kneble Kina og Indien og gør det stadig (Mac Donald-Regeringen); det er det imperialistiske Folkeforbunds Udråber, Kapitalismens Talsmænd og den organiserende Kraft i Kampen mod Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen (Kautsky, Hilferding).

Til den systematiske Gennemførelse af denne kontrarevolutionære Politik betjener Socialdemokratiet sig af begge sine Fløje: Højrefløjen, der er åbenlyst kontrarevolutionær, er uundværlig for Forhandlinger og for den umiddelbare Forbindelse med Bourgeoisiet, medens "Venstrefløjen" har at gennemføre de særlig finspundne Bedrageri-Manøvrer mod Arbejderklassen.

"Venstre"-Socialdemokratiet, som spiller med pacifistiske, ja ofte også med revolutionære Fraser, vender sig særlig i kritiske øjeblikke imod Arbejderne (bl.a. det engelske uafhængige Arbejderparti og Venstre-Førerne i de engelske Fagforeningers Generalråd under Generalstrejken 1926, Otto Bauer og Konsorter under Opstanden i Wien o. m. a.); denne Fløj er derfor de socialdemokratiske Partiers farligste Fraktioner. Selv om Socialdemokratiet som Tjener for Bourgeoisiets Interesser i Arbejderklassen står fuldstændig på det Standpunkt, der betegnes ved Klassefællesskab og Koalition med Bourgeoisiet, så tvinges det dog i visse Perioder til at indtage Stillingen som oppositionelt Parti; det foregiver at forsvare Proletariatets Klasseinteresser i dets økonomiske Kamp, for således at tilsnige sig Tillid fra en Del af Arbejderklassen og derpå særlig i Tider, hvor der føres afgørende Klassekamp så meget des skændigere at forråde Arbejderklassens varige Interesser.

Socialdemokratiets Hovedrolle er i Dag Undergravningen af Proletariatets Enhed, der er så nødvendig i Kampen mod Imperialismen. Ved at spalte og ødelægge Enhedsfronten i den proletariske Kamp mod Kapitalen bliver Socialdemokratiet til Imperialismens Hovedstøtte i Arbejderklassen. Det internationale Socialdemokrati i alle dets Afskygninger, Anden Internationale og dens faglige Filial, Amsterdam-Internationalen, er således blevet det borgerlige Samfunds Reserver, er blevet dets sikreste Støtter.

 

3. Kapitalismens Krise og Fascismen

 

Ved Siden af Socialdemokratiet, som hjælper Bourgeoisiet at undertrykke Arbejderklassen og at sløve Proletariatets Årvågenhed, stiller Fascismen sig.

I Imperialismens Epoke førte Skærpelsen af Klassekampen og Forøgelsen af Borgerkrigens Elementer særlig efter den imperialistiske Verdenskrig til Parlamentarismens Fallit. Derfor de "nye" regeringsmetoder og -former (f.eks. Systemet med "små Kabinetter", oligariske Gruppers Aktivitet bag Kulisserne, "Folkerepræsentationens" Forfald og Forfalskning, Indskrænkningen og Ophævelsen af de "demokratiske Friheder" o.s.v.). Under særlige historiske Betingelser antager denne den, borgerlig-imperialistiske Reaktions Angrebsproces Fascismens Form. Sådanne Betingelser er: Labiliteten i de kapitalistiske Forhold; Tilstedeværelsen af socialt deklasserede Elementer i større Mængde; Forarmelse af brede Lag af Småborgerskabet i Byerne og af Intelligensen, Utilfredshed hos Småborgerskabet på Landet; endelig den stadige Fare for proletariske Masseaktioner.

For at sikre sin Magt større Stadighed og Fasthed, er Bourgeoisiet i stigende Grad tvunget til at gå overfra det parlamentariske System til den fascistiske Metode, som er uafhængig af Partiernes indbyrdes Stilling og Kombinationer imellem dem. Fascismen er en Metode, der betegner Bourgeoisiets umiddelbare Diktatur ideologisk udstyret med Ideen om "Folkefællesskab" og Repræsentation efter "Erhvervsstænder" (d.v.s. i Virkeligheden Repræsentation af forskellige Grupper indenfor den herskende Klasse). Den er en Metode, som gennem en særlig social Demagogi (Antisemitisme, lejlighedsvise Udfald mod Ågerkapitalen, Harme over den parlamentariske "Sludrebutik") udnytter Utilfredsheden i Småborgerskabets Masser og blandt de Intellektuelle og andre. Den er gennem Opbygningen af de fascistiske Kampforbunds sammensvorne, besoldede Hierarki, det fascistiske Partiapparat og det fascistiske Bureaukrati, en Korruptionsmetode. Desuden siger Fascismen også at trænge ind i Arbejderklassens Rækker ved Forsøg på at vinde dens tilbagestående Lag, idet den udnytter deres Utilfredshed, Socialdemokratiets Passivitet o.s.v. Fascismens Hovedopgave er at tilintetgøre Arbejderklassens revolutionære Fortrop, d.v.s. Proletariatets kommunistiske Lag og dets førende Kadre. Sammenblanding af socialt Demagogi og Korruption med aktiv hvid Terror, såvel som en i Udenrigspolitik, der betegner en til det yderste drevet imperialistisk Aggressivitet, er karakteristiske Drag for Fascismen. I Tider, som er særlig kritiske for Bourgeoisiet, betjener Fascismen sig af en antikapitalistisk Fraseologi; men så snart den føler sin Magt sikret, viser den sig mere og mere som Storkapitalens terroristiske Diktatur og opgiver sine antikapitalistiske Fraser.

Alt efter de politiske Konjunkturer betjener Bourgeoisiet sig af de fascistiske Metoder eller af den Metode at indgå i Koalition med Socialdemokratiet, som ikke sjældent særlig i Tider, der er kritiske for Kapitalismen spiller en fascistisk Rolle. Socialdemokratiet viser under sin Udvikling fascistiske Tendenser, hvilket dog ikke hindrer det i at optræde som oppositionelt Parti imod den borgerlige Regering i Tilfælde af Ændringer i de politiske Konjunkturer. Fascisme og Koalition med Socialdemokratiet er begge Metoder, der er usædvanlige for den normale Kapitalisme. De er Tegn på en almindelig Krise for Kapitalismen og benyttes af Bourgeoisiet for at hæmme Revolutionens Fremmarch.

 

4. Modsætningerne i den kapitalistisk Stabilisering og Nødvendigheden af Kapitalismens revolutionære Sammenbrud.

 

Alle Erfaringer fra Tiden efter Krigen beviser, at Kapitalismens Stabilisering, som sigtes opnået ved at slå Arbejderklassen ned og ved den systematiske Sænkning af dens Levefod, kun kan være en delvis, forbigående, uholdbar Stabilisering.

Teknikens springende, feberagtige Udvikling, som i nogle Lande grænser til en ny teknisk Omvæltning, den fremskyndede Koncentrations- og Centralisationsproces af Kapitalen, Dannelsen af kæmpemæssige Truster og af "nationale" og "internationale Monopoler", Trusternes Sammenvoksning med Statsmagten, den kapitalistiske Verdenshusholdnings Vækst alt dette kan ikke overvinde det kapitalistiske Systems almindelige Krise. Spaltningen af Verdenshusholdningen i en kapitalistisk og en socialistisk Del, Indsnævringen af Markederne og den antiimperialistiske Bevægelse i Kolonierne skærper til det yderste Modsætningerne i den Kapitalisme, som udvikler sig på det Grundlag, der er skabt efter Krigen.

Reversen af det tekniske Fremskridt og Industriens Rationalisering er Lukning og Likvidering af en Række Bedrifter, Indskrænkningen af Produktionen, de hensynsløse Rovdrift af Arbejdskraften, hvad der altsammen fører til en voldsom konstant Arbejdsløshed, som er enestående i Historien. Den absolutte Forværring af Arbejderklassens Kår bliver selv i en Række udviklede kapitalistiske Lande en Kendsgerning. Forøgelsen af Konkurrencen mellem de imperialistiske Stater og den stadige Krigsfare, den stadig stærkere Spænding i Klassekonflikterne skaber Forudsætningerne for et nyt, højere Udviklingstrin i Kapitalismens almindelige Krise og i den proletariske Verdensrevolution.

Resultatet af den første Række af imperialistiske Krige (Verdenskrigen 1914-1918) og af Arbejderklassens Oktobersejr i det tidligere Zarrige var Verdens Spaltning i to hinanden fundamentalt fjendtlige Lejre: på den ene Side de imperialistiske Stater og på den anden Side Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen .

Forskellighederne i Statsmagtens Klassestruktur og Klassekarakter, den principielle Forskel i Målet for Indenrigs- og Udenrigspolitikken, den økonomiske Politik og Kulturpolitiken, den fundamentale forskellige Udviklingsretning alt dette bringer den kapitalistiske Verden i skarpeste Modsætning til det sejrrige Proletariats Stat.

Indenfor Verdenshusholdningens Rammer, der engang dannede en Helhed, kæmper nu to indbyrdes antagonistiske Systemer: Kapitalismen og Socialismen. Klassekampen, hvis Former hidtil var bestemt af, at Proletariatet endnu ingen Steder besad Statsmagten, udtrykker sig nu, da hele Verdens Arbejderklasse allerede har sin Stat, det internationale Proletariats eneste Fædreland, i vældigt, virkelig verdensomfattende Format. Sovjetunionens Beståen og dens Indflydelse på de arbejdende, undertrykte Masser er allerede i og for sig det tydeligste Udtryk for det verdenskapitalistiske Systems dybtgående Krise og for en Udvidelse og Skærpelse af Klassekampen, som Historien endnu aldrig har set Mage til.

Da den kapitalistiske Verden er ude af Stand til at overvinde sine indre Modsætninger, søger den en Udvej i Grundlæggelsen af en international Sammenslutning (Folkeforbundet), hvis Hovedformål er at bringe den revolutionære Krises uophørlige Vækst til at standse og at kvæle Unionen af proletariske Republikker ved Blokade eller Krig. Men om Sovjetunionen flokkes alle Kræfter indenfor det revolutionære Proletariat og de undertrykte Masser i Kolonierne: overfor Kapitalens vaklende, indvendigt rådne og dog til Tænderne væbnede Verdenskoalition står samlet og sluttet Arbejdets Verdenskoalition. Således opstod af den første Række imperialistiske Krige en ny fundamental Modsætning, verdenshistorisk af Format og Betydning: Modsætningen mellem Sovjetunionen og den kapitalistiske Verden .

Også de indre Modsætninger i Verdenshusholdningens kapitalistiske Del blev skærpede . Forrykkelsen af Verdens økonomiske Tyngdepunkt til Amerikas forenede Stater og "Dollarrepublikens" Forvandling til Verdensudbytter forøgede Spændingen mellem De forenede Stater og den europæiske Kapitalisme, først og fremmest den engelske. Konflikten mellem det mægtigste af de gamle konservative, imperialistiske Lande, England, og De forenede Stater, den unge Imperialismes stærkeste Land, som allerede har tilrevet sig Verdenshegemoniet, bliver den Aske, hvorom de verdensomspændende Konflikter mellem de finanskapitalistiske Stater drejer sig. Tyskland, som efter at være blevet udplyndret ved Versaillesfreden, igen er styrket økonomisk og på ny betræder den imperialistiske Politiks Vej, bliver en alvorlig Konkurrent på Verdensmarkedet. I Stillehavet støder Modsætningerne sammen, i hvilke Konflikten mellem de forenede Stater og Japan danner Centrum. Ved Siden af disse Hovedmodsætninger udvikler der sig Modstrid mellem de skiftende, ubestandige Magtgrupperingers Interesser, under hvilken Andenrangsstaterne spiller Rollen som Redskaber for de imperialistiske Giganter og deres Forbund.

Som Følge af at Krigen indskrænkede det europæiske Hjemmemarked og som Følge af Sovjetunionens Udskillelse af det rent kapitalistiske Kredsløb, og som Følge af den vidtgående Monopolisering af de vigtigste Rå- og Brændstofkilder fører Forøgelsen af den Produktionskapacitet, Verdenskapitalismens industrielle Apparat besidder, til at Konflikterne mellem de kapitalistiske Lande bryder løs. Den fredelige Kamp om Petroleum, Gummi, Bomuld, Kul, Malm og Nyopdeling af Markederne og Kapitalanlægs sfærerne fører uundgåeligt til en ny Verdenskrig , som vil blive så meget mere ødelæggende, jo større Fremskridt Krigsteknikken gør under sin feberagtige Udvikling.

Samtidig vokser Modsætningerne mellem Moderlandene og Hel- og Halvkolonierne . En vis Magtsvækkelse, som Krigen tilføjede den europæiske Imperialisme, Kapitalismens Udvikling i Kolonierne, den Russiske Revolutions Indflydelse, de centrifugale Tendenser indenfor Verdens første Sø- og Kolonimagt, det britiske Verdensrige (Kanada, Australien, Sydafrika), lettede Udløsningen af Opstandene i Kolonierne og Halvkolonierne. Den store kinesiske Revolution, som har rusket op i Hundrede Millioner af det kinesiske Folk, slår en vældig Breche i hele Imperialismens Bygning.

Den stadige revolutionære Gæring mellem de indiske Arbejderes og Bønders Millioner og atter Millioner truer med at bryde det Herredømme, som England Verdensimperialismens Højborg hidtil har haft. Den voksende Strømning imod de forenede Staters mægtige Imperialisme i Latinamerika er en Kraft, som undergraver den nordamerikanske Kapitals Ekspansion. Således viser også den revolutionære Proces i Kolonierne sig som et Resultat af Kapitalismens dybtgående almindelige Krise; den drager de Folk, der selv om de er under tvungne af nogle Stormagters finanskapitalistiske Fåmandsvælde udgør Jordens overvældende Flertal, med ind i Kampen mod Imperialismen. Også i Europa, hvor Imperialismen har tvunget en hel Række små Nationer ind under sit trykkende Åg, er det nationale Spørgsmål en Faktor, som skærper Kapitalismens indre Modsætninger.

Endelig modnes den revolutionære Krise med tvingende Nødvendighed også i selve Imperialismens Centrer . Bourgeoisiets Angreb på Arbejderklassen, mod dens Levefod, dens Organisationer og dens politiske Rettigheder, såvelsom den tiltagende hvide Terror fremkalder voksende Modstand fra brede Masser af Proletariatet og skærper Klassekampen mellem Arbejderklassen og Trustkapitalen. De vældige Kampe mellem Kapital og Arbejde, Massernes fremadskridende Radikaliseringsproces, de kommunistiske Partiers stigende Indflydelse og Anseelse, den vældige Forøgelse af de bredeste Arbejdermassers Sympati for det proletariske Diktaturs Land alt dette er tydelige Tegn på, at et revolutionært Fremstød i de kapitalistiske Centrer nærmer sig.

Således undergraves fra forskellig Side Verdensimperialismen og med den Kapitalismens delvise Stabilisering: gennem Modsætninger og Konflikter mellem de imperialistiske Magter, ved at Koloniernes Millionfolk rejser sig, gennem det revolutionære Proletariats Kamp i Moderlandene og endelig gennem den revolutionære Verdensbevægelses ledende Magt, det proletariske Diktatur i Sovjetunionen. Den internationale Revolution skrider fremad.

Imod den samler Imperialismen alle sine Kræfter: Ekspeditioner mod Kolonierne, en ny Verdenskrig og Felttoget mod Sovjetunionen har Imperialismen sat på Dagsordenen. Det fører uundgåeligt til Udløsning af alle den internationale Revolutions Kræfter og med jernhård Nødvendighed til Kapitalismens Fald.

 



III
Den kommunistiske Internationales endelige Mål: Verdenskommunismen.

 

Det endelige Mål, den kommunistiske Internationale stræber imod, er at erstatte den kapitalistiske Verdenshusholdning med Kommunismens Verdenssystem. Den kommunistiske Samfundsordning, der forberedes af hele den historiske Udviklings Forløb, er den eneste Udvej for Menneskeheden; thi kun dette Samfund formår at hæve det kapitalistiske Systems fundamentale Modsætninger, der truer Menneskeheden med Udartning og Undergang.

Den kommunistiske Ordning fjerner Samfundets Klassedeling, og det vil sige, at den ved at afskaffe Produktionsanarkiet bortfjerner alle Arter og Former for Undertrykkelse og Udbytning af det ene Menneske gennem det andet. I Stedet for de kæmpende Klasser træder de sammenhørende Led af Arbejdets Verdensforbund. For første Gang i Historien tager Menneskeheden sin Skæbne i sine egne Hænder. I Stedet for at delægge utallige Menneskeliv og uvurderlige Rigdomme i Klasse- og Nationalitetskrige anvender Menneskeheden hele sin Energi på Kampen mod Naturkræfterne, på Udvikling og Fremme af sin egen kollektive Magt.

Så snart Kommunismens Verdenssystem, har ophævet Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne og forvandlet disse til offentlig Ejendom, træder i Stedet for Verdensmarkedets elementære Kræfter og Konkurrencens planløse Skalten og Valten, i Stedet for den planløse Samfundsproduktion, den samfunds- og planmæssige Regulering, der kan opfylde hele Samfundets hurtigt voksende Behov. Når man tilintetgør Produktionens og Konkurrencens Anarki, forsvinder også de hærgende Kriser og de endnu mere hærgende Krige. I Stedet for det kæmpemæssige Spild af Produktionskræfter og Samfundets krampagtige Udvikling træder den ordnede Disposition over alle materielle Rigdomme og en gnidningsløs Udvikling af Samfundsøkonomien gennem Produktivkræfternes ubegrænsede, harmoniske og hurtige Udfoldelse.

Når Privatejendommen ophæves og Klasseskellene dør bort, afskaffes dermed det ene Menneskes Udbytning af det andet. Arbejdet ophører med at være Produktion for Klassefjenden. Fra at være et blot og bart Middel til at opretholde Livet bliver det den første Livsfornødenhed. Fattigdommen forsvinder, og tillige forsvinder Menneskenes økonomiske Ulighed, de underkuede Klassers Elendighed, overhovedet deres ynkelige materielle Tilværelse; Menneskers Rangstilling i Arbejdsdelingen forsvinder og dermed Modsætningen mellem Åndens og Håndens Arbejde; endelig forsvinder alle Spor af Kønnenes sociale Ulighed. Samtidig forsvinder også Klasseherredømmets Organer, først og fremmest Statsmagten; den uddør som Udtryk for Klasseherredømmet i samme Grad som Klasserne forsvinder. Dermed uddør efterhånden enhver Form for Tvang.

Når Klasserne forsvinder, fjernes al Slags Eneret på Dannelse. Kulturen bliver alles Eje, og i Stedet for Fortidens Klasseideologier træder den videnskabeligt-materialistiske Verdensbetragtning. Hermed umuliggøres alt Herredømme af det ene Menneske over det andet, og der åbner sig uanede Muligheder for social Udvælgelse og harmonisk Udvikling af alle de Evner, der slumrer i Menneskeheden.

Produktivkræfternes Udfoldelse vil ingenlunde blive hæmmet af Skranker af samfundsmæssig Karakter. Det kommunistiske Samfund kender ingen Privatejendomsret til Produktionsmidler, ingen egennyttig Stræben efter Profit, det kender hverken den kunstigt nærede Uvidenhed eller Massernes Armod, der i det kapitalistiske Samfund hæmmer det tekniske Fremskridt, ejheller de kæmpestore uproduktive Udgifter. Den hensigtsmæssigste Udnyttelse af Naturkræfterne og de enkelte Verdensdeles naturlige Produktionsbetingelser; Ophævelsen af Modsætningen mellem By og Land, der er Følgen af, at Landbruget stadig er bagefter og teknisk står lavt; den mest vidtgående Forening af Videnskab og Teknik, af Forskerarbejde og omfattende Anvendelse af dets Resultater i Samfundets Tjeneste; planmæssig Organisering af det videnskabelige Arbejde; Indførelse af fuldkommengjorte Metoder i det statistiske Arbejde og planmæssig Regulering af Samfundets Økonomi; og endelig den hurtige Vækst af de samfundmæssige Behov, af hele Systemets stærkeste Fremdrift; alt dette sikrer Samfundsarbejdet den højeste Grad af Produktivitet og frigør en umådelig Mængde menneskelig Energi til mægtig Udfoldelse af Kunst og Videnskab.

Udviklingen af Produktivkræfterne i det kommunistiske Verdenssamfund gør det muligt at hæve hele Menneskehedens Velstand og i høj Grad at forkorte den Tid, der ofres på den materielle Produktion, og dermed påbegyndes en Kulturens Blomstringstid, der er uhørt i Historien. Denne den for første Gang forenede Menneskeheds nye Kultur, der har tilintetgjort alle Statsgrænser, vil komme til at hvile på Menneskenes klare og åbne Forbindelse med hverandre. Den vil derfor for altid begrave Mystik og Religion, Fordomme og Overtro og dermed give den sejrrige videnskabelige Erkendelses Udvikling et mægtigt Stød fremad.

Dette Kommunismens højeste Trin, på hvilket det kommunistiske Samfund allerede har udviklet sig på sit eget Grundlag, hvor Hånd i Hånd med Menneskenes alsidige Udvikling også Samfundets Produktivkræfter har taget et vældigt Opsving og hvor Samfundet allerede på sit Banner har skrevet Løsenet: Enhver efter sine Evner, enhver efter sit Behov, har som sin historiske Forudsætning et lavere Udviklingstrin Socialismen. Her begynder det kommunistiske Samfund først at afkaste det kapitalistiske Hylster; det bærer endnu i enhver Henseende økonomisk, moralsk og åndeligt det gamle Samfunds Modermærker, af hvis Skød det er udsprunget. Socialismens Produktivkræfter er endnu ikke udviklet i en sådan Grad, at en Fordeling af Arbejdets Frembringelser efter enhvers Behov er mulig. Fordelingen foregår tværtimod efter Ydelse. Arbejdsdelingen, d.v.s. Anvisningen af bestemte Arbejdsfunktioner til bestemte Grupper af Mennesker, er her endnu ikke overvundet, så at særligt Modsætningen mellem Håndens og Åndens Arbejde i Hovedsagen endnu består. Skønt Klasserne er ophævede, findes der endnu Rester af Samfundets gamle Klassedeling og følgelig også Rester af den proletariske Statsmagt, af Tvang og Ret. Af den gamle Ulighed består således endnu visse Rester, der endnu ikke har kunnet uddø. Modsætningen mellem By og Land er heller ikke fjernet og overvundet endnu. Men alle disse Levninger fra det gamle Samfund beskyttes og forsvares ikke længere af nogen Samfundskraft. Da de er bundne til et bestemt Udviklingstrin af Produktivkræfterne, forsvinder de efterhånden som Menneskeheden, befriet fra den kapitalistiske Ordnings Lænker, underlægger sig Naturkræfterne, nyopdrager sig selv i Kommunismens Ånd og fra Socialismen skrider frem til den fuldendte Kommunisme.

 

 

V.
Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen og den internationale Socialistiske Revolution.

1. Socialismens opbygning i Sovjetunionen og klassekampen.

 

Det klareste Udtryk for den dybtgående Krise indenfor det kapitalistiske System er Verdenshusholdningens Spaltning i kapitalistiske Lande og i Lande meden socialistisk Opbygning. Den indre Styrkelse af det proletariske Diktatur i Sovjetunionen, det socialistiske Opbygningsarbejdes Resultater, Sovjetunionens voksende Indflydelse og stigende Anseelse blandt de proletariske Masser og de undertrykte Folkeslag i Kolonierne betyder også en Styrkelse af, en Videreførelse og en forøget Udvikling af den internationale socialistiske Revolution .

Sovjetrepublikernes Arbejdere råder i deres Land over de nødvendige og tilstrækkelige materielle Forudsætninger, ikke alene til at styrte de store Grundejere og Bourgeoisiet, men også til at opbygge den fuldkomne Socialisme. De har med Hjælp af det internationale Proletariat heltemodigt tilbagevist alle Angreb fra såvel den indre som den ydre Kontrarevolutions bevæbnede Kræfter. De har befæstet Forbundet med Hovedparten af Bønderne og Landbefolkningen og vundet betydelige Resultater på det socialistiske Opbygningsarbejdes Område.

Forbindelsen mellem den proletariske socialistiske Industri og det mindre Landbrug, som sikrer Landbruget Udviklingen af dets Produktivkræfter og den socialistiske Industri den førende Rolle, Industriens nøje Tilslutning til Landbruget, og Industriens Tilpasning overfor dette i Stedet for den tidligere kapitalistiske Produktions Tilfredsstillelse af de parasitære Klassers uproduktive Forbrug. Produktion ikke for Profittens Skyld, men for at tilfredsstille det stærkt stigende Massebehov en Udvikling, som i sidste Instans i høj Grad virker befordrende på den samlede Produktions Udvikling, endelig den højeste Koncentration af de økonomiske Magtposter i Hænderne på den proletariske Stat, Forøgelse af Elementerne for en planmæssig økonomi og de dermed forbundne Besparelser og den mest hensigtsmæssige Fordeling af Produktionsmidlerne , alt dette giver Proletariatet Muligheder for hurtigt at nå fremad på den socialistiske Opbygnings Vej.

Ved den almindelige Forøgelse af Samfundets Produktivkræfter og ved den faste Retningslinje for Industrialiseringen, hvis hurtige Tempo dikteres såvel af de internationale som af de indre Forhold, forhøjer Sovjetunionens Proletariat, på Trods af alle planmæssigt tilbagevendende financielle og Økonomiske Boykotforsøg fra de kapitalistiske Magters Side, Vægtfylden af den samfundsmæssige (socialistiske) Del af Folkehusholdningen, samtidigt med at det forøger sin Andel i Produktionsmidlerne og hele Landets samlede Produktion og Vareomsætning. Som Følge af jordens Nationalisering, drager den socialistiske Statsindustri, det statslige Trafik- og Bankvæsen, med Hjælp af den statslige Handel og de stærkt voksende kooperative Foretagender mere og mere de små og mindste Landbrug med sig.

Indenfor Landbruget fuldbyrdes Produktivkræfternes Opsving under Forhold, som sætter Grænser for Differentieringen indenfor Bondestanden (Jordens Nationalisering og det dermed forbundne Forbud mod Køb og Salg af Jord og Grund, skarp progressiv Beskatning, Financiering af den store Masse af fattige og mellemstore Bønders kooperative Foretagender og Produktionssammenslutninger, den af Loven fastsatte Regulering vedrørende Anvendelse af Lønarbejdere, Indskrænkning i Storbøndernes politiske og sociale Rettigheder, særlige Organisationer for Landproletariatet o.s.v.). For så vidt den socialistiske Industris Produktivkræfter imidlertid endnu ikke er nået til det Udviklingstrin, der muliggør en omfattende Reorganisation af Landbruget på Grundlag af den nye landøkonomiske Teknik og en som en Følge heraf hurtig Sammenslutning af Landbruget i store kollektive Landbrug (Storbønderne) som økonomisk og efterhånden også politisk forener sig med det såkaldte Nye Bourgeoisi.

Sovjetunionens Proletariat behersker alle afgørende økonomiske Kommandoposter, det fortrænger systematisk Resterne af Privatkapitalen i Byerne, hvis Andel i den samlede økonomi er gået stærkt tilbage i den sidste Periode, NEP-Perioden, det hæmmer på enhver Måde Tilvæksten af de Udbytterlag, der opstår som Følge af Vare- og Pengeøkonomiens Udvikling og som søger at udbytte Landbefolkningen, det understøtter de allerede bestående Sovjetbrug på Landet og fremmer Dannelsen af nye, det leder Hovedparten af enkelte Vareproducenter ind under den proletariske økonomis Fællessystem og derved også ind i det socialistiske Opbygningsarbejde gennem de hurtigt voksende kooperative Sammenslutninger, der under det proletariske Diktatur, takket være den socialistiske Industris førende økonomiske Stilling er identisk med Socialismens Udvikling. Sovjetunionens Proletariat stiller sig ved Overgangen fra Genopbygningsprocessen til Reproduktionen af hele Landets tekniske Produktionsgrundlag nye Opgaver, som man allerede er i Gang med at opfylde: Bygning af nye Produktionsanlæg (Produktion af Produktionsmidler, Opbygning af Sværindustrien, særligt Elektrificeringen) og ved Siden af en yderligere Forøgelse af Indkøbs-, Salgs- og Kreditforeninger, Organisering af Bondestanden, hvorved stadigt bredere og bredere Masser drages ind i de kooperative Foretagender på kollektivt Grundlag, en Opgave, der kræver omfattende materiel Støtte fra den proletariske Stat.

Således nærmer Socialismen, der i Sovjetunionen allerede er blevet den afgørende økonomiske Magt og har sat sit Stempel på Landets økonomiske Udvikling, sig mere og mere sin Fuldendelse ved systematisk Overvindelse af de Vanskeligheder, der er en naturlig Følge af Landets småborgerlige Karakter, og som er forbundet med Perioder med en forbigående Skærpelse af Klassemodsætningerne.

Nødvendigheden af Nyanskaffelser på det tekniske Område indenfor Industrien og storstilede Nyanlæg fremkalder, på Vejen mod den socialistiske Udvikling, en Række alvorlige Vanskeligheder, der i sidste Række er en Følge af hele Landets tekniske og økonomiske tilbageblevne Tilstand og af de ødelæggelser, Verdenskrigen og Borgerkrigen førte med sig. Ikke des mindre forbedres Arbejderklassens og de store Massers Levevilkår uafbrudt. Hånd i Hånd med den fremadskridende socialistiske Rationalisering og den videnskabelige Organisering af Industrien indføres lidt efter lidt 7 Timers Arbejdsdagen, der rummer videre Perspektiver for en Forbedring af Proletariatets Arbejds- og Levevilkår.

Støttet på Sovjetunionens økonomiske Styrkelse og den uafbrudt voksende Betydning af den socialistiske Del af Samfundshusholdningen drager Arbejderklassen under Førerskab af det i revolutionære Kampe stålsatte kommunistiske Parti, stadig nye Millionmasser af den arbejdende Befolkning ind i det socialistiske Opbygningsarbejde og forbinder sig fast med Hovedparten af Bondestanden, Småbønderne, uden dog et øjeblik at indstille Kampen mod Storbønderne. De vigtigste Midler i dette Arbejde er: Udvikling af brede Klasseorganisationer (Partiet som ledende Kraft, Fagforeningerne som Rygrad for hele Systemet i det proletariske Diktatur, det kommunistiske Ungdomsforbund, kooperative Sammenslutninger af enhver Art, de arbejdende Kvinders, Arbejderskers og Landarbejderskers Organisationer, forskellige Foreninger, Arbejder- og Bondekorrespondenter, Sportsforeninger, videnskabelige Foreninger, Kultur- og Undervisningsorganisationer), vidtgående Fremme af Massernes Initiativ og stadig nye Arbejdskræfter draget ind i de ledende Stillinger på de økonomiske og forvaltningsmæssige Områder. Stadig Omsorg for at drage Masserne med ind i det socialistiske Opbygningsarbejde, fortsat Fornyelse af hele Stats-, økonomi-, Fagforenings- og Partiapparatet med nye Funktionærer fra Proletariatet, systematisk Uddannelse af nye socialistiske Elementer fra Arbejdernes Rækker, i Særdeleshed Arbejderungdommens, til Højskoler, Specialkursus o.s.v. for alle Grene af Opbygningsarbejdet det er den bedste Garanti mod enhver bureaukratisk Forbening og social Udartning af de ledende Elementer indenfor Proletariatet.

 

 

2. Sovjetunionen og dens Pligter mod den internationale Revolution.

 

Det proletariske Diktatur i Sovjetunionen har styrtet den russiske Imperialisme, har befriet hele det gamle Zardømmes tidligere Kolonier og undertrykte Nationer og ved en omfattende Industrialisering af disse Områder skabt et fast og sikkert Grundlag for deres kulturelle og politiske Udvikling. Det har fast forankret de autonome Områders, de autonome Republikkers og Forbundsrepublikkernes retslige Stilling i Sovjetruslands Forfatning og virkeliggjort de forskellige Nationers Selvbestemmelsesret i fuldt Omfang. Således sikrer det Unionens forskellige Nationaliteter ikke en formel, men en virkelig Lighed.

Som det proletariske Diktaturs og det socialistiske Opbygnings arbejdes Land, som Landet, hvor Arbejderklassen tilkæmpede sig de største Erfaringer, hvor Proletariatet sluttede Forbund med Bønderne, som Land for en ny Kultur under Marxismens Fane, bliver Sovjetunionen nødvendigvis Basis for alle undertrykte Klassers internationale Bevægelse, den internationale Revolutions Arnested, den betydeligste Faktor i Verdenshistorien. I Sovjetunionen tilkæmper Proletariatet sig for første Gang i Historien sit Fædreland. I Koloniernes Frihedskamp bliver Sovjetunionen det betydeligste tilknytningspunkt.

Således bliver Sovjetunionen under Kapitalismens almindelige Krise den betydeligste Faktor, ikke alene fordi den har skabt Grundlaget for et nyt socialistisk økonomisk System og som Følge heraf er gledet ud af det kapitalistiske Verdenssystem, men også fordi den spiller en revolutionær Rolle, der er uden Sidestykke: Rollen som den internationale proletariske Revolutions Motor, som driver alle Landes Proletarer frem mod Magtens Erobring, det levende Bevis for, at Arbejderklassen ikke alene formår at ,Ødelægge Kapitalismen, men at den tværtimod er i Stand til at opbygge Socialismen, Rollen som Forbillede for den broderlige Forbindelse af alle Jordens Folk i de socialistiske Rådsrepublikkers Verdensunion, og den økonomiske Sammenslutning af arbejdende i alle Lande i Socialismens Verdenshusholdning, som Verdensproletariatet efter Erobring af Statsmagten må virkeliggøre det.

Derved at to forskellige økonomiske Systemer består ved Siden af hinanden: det socialistiske i Sovjetunionen og det kapitalistiske i de øvrige Lande, påhviler det Arbejderstaten den Opgave at afværge alle Angreb (Boykot, Blokade o.s.v.) fra den kapitalistiske Verden. Men samtidig hermed har den også den Opgave at manøvrere økonomisk og udnytte sine Forbindelser med de kapitalistiske Lande (ved Hjælp af Udenrigsmonopolet, der er en af Grundforudsætningerne for en heldig socialistisk Opbygning i Form af Krediter, Lån, Koncessioner o.s.v.). Derved må Retningslinjen være at sikre den mest omfattende Forbindelse med Udlandet, men kun for så vidt denne kan blive til Nytte for Sovjetunionen, d.v.s. i det Omfang, den betyder en Styrkelse af Sovjetunionens Industri, derved at den danner en Basis for Sværindustrien, Elektrificeringen og sluttelig også for den socialistiske Maskinbygning. Kun i det Forhold, som denne økonomiske Selvstændighed sikres overfor de kapitalistiske Omgivelser, skaber Sovjetunionen en fast Garanti imod Faren for ødelæggelse af det socialistiske Opbygningsarbejde og dets Omdannelse til et Vedhæng til det kapitalistiske Verdenssystem.

De kapitalistiske Lande vakler, trods den Betydning, Sovjetmarkedet har for dem, stadig mellem Handelsinteresserne og Angsten for en Styrkelse af Sovjetunionen, der samtidig betyder Verdensrevolutionens Vækst. Den afgørende Tendens i de imperialistiske Staters Politik er dog Bestræbelserne for at indkredse Sovjetunionen og hidse op til en kontrarevolutionær Krig mod den, hvis Mål er Sovjetunionens ødelæggelse og Oprettelse af Bourgeoisiets Terrorregime over hele Verden.

Men hverken Imperialisternes hårdnakkede Forsøg på en politisk Indkredsning af Sovjetunionen eller den voksende Fare for et krigerisk Overfald hindrer Sovjetunionens kommunistiske Parti, som den Sektion af den kommunistiske Internationale, der står i Spidsen for det proletariske Diktatur, i at opfylde sine internationale Pligter og hjælpe alle undertrykte Arbejderbefolkningen i de kapitalistiske Lande som Kolonialfolkene i Kampen mod Imperialismen, i Kampen mod enhver Form for national Undertrykkelse.

 

 

3. Det internationale Proletariats Pligter mod Sovjetunionen.

 

Sovjetunionen er Proletariatets sande Fædreland, dets faste Støttepunkt for, hvad det har tilkæmpet sig, og Hovedfaktoren i dets internationale Befrielse: dette forpligter det internationale Proletariat til at hjælpe Sovjetunionens socialistiske Opbygningsarbejde til det bedste Resultat, og med alle Midler forsvare det proletariske Diktaturs Land mod de kapitalistiske Magters Angreb.

"Den verdenspolitiske Situation har nu sat det proletariske Diktatur på Dagsordenen, og uundgåeligt samler alle Begivenheder indenfor Verdenspolitiken sig om dette ene Centralpunkt: Verdensbourgeoisiets Kamp mod den russiske Sovjetrepublik, der hårdnakket må kæmpe for at skare alle Rådsbevægelser af oplyste Arbejdere fra alle Lande, og alle Koloniernes og de undertrykte Folks nationale Frihedsbevægelser om sig." (Lenin.)

Hvis Sovjetunionen bliver Genstand for et krigerisk Overfald fra de imperialistiske Staters Side, må det internationale Proletariats Svar blive: dristige, resolutte Masseaktioner og Kamp for Omstyrtningen af de imperialistiske Regeringer under Løsenet: Proletariatets Diktatur og Forbund med Sovjetunionen.

Kolonierne, frem for alt de Kolonier, der hører under en imperialistisk Stat, der overfalder Sovjetunionen, må benytte Omplaceringen af Imperialismens bevæbnede Kræfter til at slippe Kampen mod den pågældende Magt løs for fuld Kraft, organisere revolutionære Aktioner, styrte det imperialistiske Herredømme og tilkæmpe sig fuld Uafhængighed.

Socialismens Fremgang i Sovjetunionen og den voksende internationale Indflydelse opflammer ikke alene de imperialistiske Magter og deres socialdemokratiske Agenters Had, men den vækker samtidig i de store brede Masser af arbejdende over hele Verden en Bølge af Sympati, en Beredvillighed hos de undertrykte i alle Lande til med alle Midler at kæmpe for det proletariske Diktaturs Land, hvis det overfaldes af imperialistiske Magter.

Således fører Udfoldelsen af Modsætningerne indenfor Tidsperiodens Verdensøkonomi, Uddybningen af de almindelige kapitalistiske Kriser og Imperialismens væbnede Overfald på Sovjetunionen med jernhård Nødvendighed til en voldsom revolutionær Eksplosion. Denne Eksplosion vil i en Række såkaldte civiliserede Lande begrave Kapitalismen under sine Ruiner, den vil i Kolonierne slippe den sejrende Revolution løs, voldsomt udvide det proletariske Diktaturs Basis og derigennem betyde et Kæmpeskridt henimod Socialismens endelige Sejr i hele Verden.

 

 

IV.
Den Kommunistiske Internationales Strategi og Taktik i Kampen for Proletariatets Diktatur.

 

1. De mod Kommunismen fjendtlige ideologiske Retninger indenfor Arbejderbevægelsen.

 

 

I sin Kamp for Proletariatets Diktatur mod Kapitalismen støder den revolutionære Kommunisme på talrige Strømninger indenfor Arbejderbevægelsen.

Nogle af dem udtrykker i større eller mindre Grad Proletariatets ideologiske Indordning under det imperialistiske Bourgeoisi, medens andre afspejler det ideologiske Tryk fra Småborgerskabet, som nu og da rebellerer mod Finanskapitalens Slavelænker, men er ude af Stand til i Kampen for at følge en logisk videnskabeligt begrundet Strategi og Taktik og på organiseret Måde at gennemføre denne Kamp på Grundlag af den for Proletariatet særegne strenge Disciplin.

Den uhyre sociale Magt, som den imperialistiske Stat med alle dens Støtteorganer Skole, Presse, Teater, Kirke besidder, ytrer sig først og fremmest ved Tilstedeværelsen af kristelige og reformistiske Strømninger indenfor Arbejderklassen, Strømninger, som er den største Hindring på Proletariatets Vej mod den socialistiske Revolution.

De konfessionelle, religiøst farvede Strømninger indenfor Arbejderklassen får i første Række deres Udtryk ved Tilstedeværelsen af kristelige Fagforeninger, der for det meste i umiddelbar Forbindelse med Bourgeoisiets parallelle politiske Organisationer knytter sig til den ene eller den anden af den herskende Klasses kirkelige Organisationer (katolske Fagforeninger, kristelige Foreninger for unge Mænd, zionistiske Organisationer og deslige). Disse Strømninger er det klareste Udtryk for mange proletariske Lags ideologiske Fordomme. De er for største Delen iklædt en romantisk feudal Form. Idet Lederne for disse Organisationer med Religionens Vievand helliger hele det kapitalistiske Regimes Nederdrægtigthed og terroriserer sine Lam med Trussel om Helvedeskvaler, udgør de Klassefjendens reaktionæreste Kolonner i Proletariatets Lejr.

Den kynisk kommercielle og verdslig imperialistiske Form for Underkastelsen under Bourgeoisiets ideologiske Indflydelse, er den moderne "socialistiske Reformisme". Den låner alle sine Læresætninger fra den imperialistiske Politiks Lovtavler og tager i nuværende Periode den bevidst antisocialistiske og åbent kontrarevolutionære "amerikanske Arbejderføderation" til Mønster. De amerikanske Fagforeningspamperes "ideale" Diktatur, disse Bourgeoisiets Lakajer, er kun Udtrykket for den amerikanske Dollars "ideale" Diktatur; ved Hjælp af den engelske Reformisme og dens "kongelige" Socialister fra Arbejderpartiet er den amerikanske Reformisme således blevet Hovedbestanddelen i det samlede internationale Socialdemokratis Teori og Praksis og Amsterdam-Internationalens Fører. Førerne for det tyske og østrigske Socialdemokrati ferniserer denne Teori med en marxistisk Fraselogi og tilslører således deres Forræderi mod Marxismen.

Som den revolutionære Kommunismes. Hovedfjende i Arbejderbevægelsen er den "socialistiske" Reformisme, der har en bred organisatorisk Basis i de socialdemokratiske Partier og gennem disse i de reformistiske Fagforeninger, i sin hele Politik og Teori en Kraft, der modvirker den proletariske Revolution .

I Udenrigspolitikken har de socialdemokratiske Partier under "Fædrelandsforsvarets" Fane aktivt fremmet den imperialistiske Krig. Den imperialistiske Stats Ekspansion og "Kolonialpolitik" opnår hos dem alsidig Understøttelse; Orienteringen mod de imperialistiske Staters kontrarevolutionære "Hellige Alliancer" ("Folkeforbundet"), den stadige Prædiken om "Ultraimperialismen", Mobiliseringen af Masserne under pseudopacifistiske Paroler, samtidig med en aktiv Understøttelse af Imperialismen i dens Angreb på Sovjetunionen og dens Forberedelse af Krigen; mod denne dette udgør Grundtrækkene i Reformismens Udenrigspolitik.

På den indre Politiks Område har Socialdemokratiet gjort den umiddelbare Fremme og Understøttelse af det kapitalistiske Regime til sin Opgave. Den fuldstændigste Understøttelse af den kapitalistiske Rationalisering og Kapitalismens Stabilisering, Sikringen af Klassefred en og af "Erhvervsfreden", Samarbejdspolitikken mellem Arbejderorganisationernes og Arbejdskøbernes Organisationer og den imperialistiske Røverstat, det såkaldte "økonomiske Demokratis" Praksis, som i Virkeligheden falder sammen med den fulde Underkastelse under Trustkapitalen, Kryberiet for den imperialistiske Stat og særlig for dens pseudo-demokratiske Udhængsskilt, den aktive Deltagelse i Opbygningen af denne Stats Organer, dens Politi, Hær, Gendarmeri, dens Klassejustits, Forsvaret for denne Stat mod ethvert Angreb fra det revolutionære, kommunistiske Proletariat og Socialdemokratiets Bøddelrolle i de revolutionære Krisers Tider, dette er Linien i Reformismens indre Politik.

Reformismen lader, som om den fører den faglige Kamp mod Bourgeoisiet, og stiller som sin Hovedopgave også på dette Område at føre Kampen på en sådan Måde, at Kapitalistklassen skånes for Rystelser af enhver Art, og at i hvert Fald Grundstenen i den kapitalistiske Ejendomsret bevares hel og ubeskåren.

På det teoretiske Område har Socialdemokratiet fuldstændig prisgivet Marxismen. Over Revisionismens Etappe nåede det frem til den fuldkomne borgerlig-liberale Socialreform og til den åbne Socialimperialisme. Marx's Lære om Kapitalismens Modsætninger ombyttedes med den borgerlige Lære om dens harmoniske Udvikling, Læren om Kriserne og Proletariatets voksende Elendighed blev lagt på Hylden. Klassekampens krigerske flammende Teori har det forvandlet til den fade Prædiken om Klassefreden; Læren om Klassemodsætningernes Skærpelse har det ombyttet med den spidsborgerlige Historie om Kapitalismens "Demokratisering"; i Stedet for Læren om Krigens Uundgåelighed under Kapitalismen, har det opstillet den borgerlige Svindel om Pacifismen og dens løgnagtige Lære om "Ultraimperialismen". Teorien om Kapitalismens revolutionære Sammenbrud har det forfalsket til Fraser om den "sunde" Kapitalisme, der ad fredelig Vej skal blive til Socialisme; Revolutionen har det ombyttet med Evolutionen; den borgerlige Stats ødelæggelse med det aktive Opbygningsarbejde for den; Læren om det proletariske Diktatur med Teorien om Koalitionen med Bourgeoisiet; Læren om den internationale proletariske Solidaritet med Læren om Forsvaret af det imperialistiske Fædreland, Marx's dialektiske Materialisme med den idealistiske Filosofi og Koketteren med det religiøse Affald fra Bourgeoisiets Bord.

Indenfor denne socialdemokratiske Reformisme må der skelnes mellem forskellige Retninger, der er ganske særlig betegnende for Socialdemokratiets borgerlige Udartning.

Den konstruktive Socialisme (Mac Donald og Co.), der allerede i Navnet indeholder Ideen til Bekæmpelsen af den proletariske Revolution og den positive Indstilling for den kapitalistiske Ordning, fortsætter det fabiske Selskabs liberalfilantropiske, antirevolutionære borgerlige Traditioner (S. og B. Webb, Bernhard Shaw, Lord Oliver m. fl.). Ved sin principielle Afvisning af Proletariatets Diktatur og Magtanvendelsen i Kampen mod Bourgeoisiet understøtter den den voldelige Kamp mod Proletariatet og Kolonialfolkene. Som Fortaler for den kapitalistiske Stat priser den under Socialismens Maske Statskapitalismen og er enig med Imperialismens vulgæreste Ideologer i Fordømmelsen af Læren om Klassekampen som "førvidenskabelig" Teori. Som Middel til Kapitalismens Overvindelse prædiker den "konstruktive Socialisme" et mådeholdent Program for Nationalisering mod Erstatning, Beskatning af Jordrenter, Arve- og Avancebeskatning Som afgjort Modstander af det proletariske Diktatur i Sovjetunionen er den "konstruktive Socialisme" i det intimeste Forbund med Bourgeoisiet en aktiv Fjende af Proletariatets kommunistiske Bevægelse og af den koloniale Revolution.

En særlig Underart af den konstruktive Socialisme er "Kooperatismen" eller "Forbrugsforenings-Socialismen" (Charles Gide, Totomianz og Co.). Også denne afviser bestemt Klassekampen og priser Forbrugernes kooperative Organisering som et fredeligt Middel til Overvindelse af Kapitalismen, hvis Stabilisering den i Virkeligheden befordrer med alle Kræfter. Den kooperative Socialisme, der ved Forbrugsforeningernes Masseorganisation råder over et vidt forgrenet Propaganda-apparat til daglig systematisk Påvirkning af brede Masser, fører en forbitret Kamp mod den revolutionære Arbejderbevægelse. Den hæmmer Virkeliggørelsen af dens Mål, og er for nærværende en af de aktiveste Faktorer i den reformistiske Kontrarevolutions Lejr.

Den såkaldte Lavssocialisme (Penty, Orage, Hobson m. fl.) er et eklektisk Forsøg på at forene den "revolutionære" Socialisme med den borgerlige liberale fabiske Bevægelse, den anarkistiske Decentralisering ("nationale Industrilav") med statskapitalistisk Centralisering, Middelalderens lavsmæssigt-håndværksmæssige Begrænsethed med den moderne Kapitalisme. Lavssocialismen tager i Ord sit Udgangspunkt i Kravet om "Lønsystemets" Ophævelse som en umoralsk Indretning, der skal afløses af Arbejderkontrollen over Industrien og forbigår således fuldstændigt det vigtigste Spørgsmål, Magtspørgsmålet.

Idet Lavssocialismen stræber at sammenfatte Arbejderne, de Intellektuelle og Teknikerne i en Føderation af nationale "Industrilav" og på fredelig Måde (gennem "Kontrol indefra") vil forvandle disse Lav til Forvaltningsorganer for Industrien indenfor den borgerlige Stats Rammer, forsvarer den i Virkeligheden denne Stat og tilslører dens imperialistiske, antiproletariske Klassekarakter. Den tildeler den Rollen som en "over Klasserne stående" Repræsentant for "Konsumenternes" Interesser i Modsætning til de i Lavene organiserede "Producenter". Ved at prædike det "funktionelle Demokrati" (d.v.s. et System med Repræsentation af Klasserne i det kapitalistiske Samfund som Fag med deres bestemte Funktioner i Samfundsproduktionen) baner Lavssocialismen Vejen for Fascismens "Korporationsstat". Flertallet af Lavssocialisterne afviser såvel Parlamentarismen som den "direkte Aktion" og fordømmer således Arbejderklassen til fuldstændig Uvirksomhed og passiv Underkastelse under Bourgeoisiet. Lavssocialismen er således "trade-unionistisk", utopisk Opportunisme af en særlig Art og kan umuligt spille andet end en antirevolutionær Rolle.

En særlig Form for den socialdemokratiske Reformisme er endelig Austromarxismen . Som Bestanddel af Socialdemokratiets "venstre Fløj" er Austromarxismen en særlig smidig Form for Bedrageri mod Arbejdermasserne. Den prostituerer den marxistiske Terminologi og bryder samtidig med Grundlaget for den revolutionære Marxisme (ved Austromarxisternes Kantianisme, Machisme o.s.v. på Filosofiens Område),den koketterer med Religionen, låner hos de engelske Reformister Teorien om det "funktionelle Demokrati" og træder i Brechen for "Opbygningen af Republikken", d.v.s. for den borgerlige Stats Opbygning. Austromarxismen anlbefaler Samarbejdet mellem Klasserne netop på det Tidspunkt, hvor en revolutionær Krise er på Vej til at modnes. Denne Teori er under Maske af "Demokratiets" Forsvar mod Reaktionen Retfærdiggørelsen af Koalitionen med Bourgeoisiet til den proletariske Revolutions Tilintetgørelse. Objektivt og i Praksis forvandler den Voldsanvendelse, som Austromarxismen tillader i Tilfælde af Reaktionens Angreb sig til Reaktionens Vold mod den proletariske Revolution. Austromarxismens funktionelle Rolle er at bedrage de Arbejdere, der allerede stræber henimod Kommunismen, derfor er den ganske særlig farlig for Proletariatet, farligere end de åbenlyse Tilhængere af den røveriske Socialimperialisme.

Ligesom alle disse Strømninger som Bestanddele af den socialistiske Reformisme udgør Agenturer for det imperialistiske Bourgeoisi i Arbejderklassens Lejr, således mødes Kommunismen også af en Række småborgerlige Strømninger, der giver Udtryk for de ustadige Samfundslags Svejninger (Bysmåborgerskab, der er ved at gå i Opløsning, Pjalteproletariat, deklasseret Intelligens samt Bohémer, forarmede Håndværkere, visse Lag af Bondestanden o.s.v.).

Disse Strømninger gør sig bemærket ved den højeste Grad af politisk Usikkerhed, de tilslører ikke sjældent deres højreorienterende Politik ved en radikal Fraselogi eller forfalder til Eventyrvæsen ligesom de erstatter den objektive Vurdering af Kræfterne med en pralende politisk Gestikuleren; i Overensstemmelse hermed foregår hos dem ikke sjældent Omslaget fra holdningsløst revolutionært Praleri til den dybeste Pessimisme og fuldstændige Kapitulation overfor Fjenden. Disse Strømninger kan under visse Betingelser især ved bratte Ændringer i den politiske Situation og Nødvendigheden af midlertidigt Tilbagetog blive til de farligste Desorganisatorer i de proletariske Rækker og dermed blive til Hindring for Proletariatets revolutionære Bevægelse.

Anarkismen, hvis mest fremragende Repræsentanter (Krapotkin, Jean Grave m. fl.) under Krigen 1914-1918 forræderisk er gået over i det imperialistiske Bourgeoisis Lejr, benægter Nødvendigheden af en omfattende, centraliseret og disciplineret Organisation for Proletariatet, hvorved de gør det værgeløst overfor de mægtige kapitalistiske Organisationer. Ved Propagandaen af den individuelle Terror afskærer den Proletariatet fra Masseorganisationens og Massekampens Metoder. Ved fra et abstrakt "Friheds"-begrebs Standpunkt at afvise det proletariske Diktatur, berøver den Proletariatet dets vigtigste og skarpeste Våben mod Bourgeoisiet, mod dets Armeer og alle dets Undertrykkelsesorganer. Langt fra i Centrerne for den proletariske Kamp at fremkalde nogensomhelst Massebevægelse, forvandler Anarkismen sig tværtimod stadig mere til en Sekt, som ved sin hele Taktik og alle sine Aktioner herunder også dens Angreb på Arbejderklassens Diktatur i Sovjetunionen objektivt slutter de antirevolutionære Kræfters Enhedsfront.

Den "revolutionære" Syndikalisme, hvis Ideologer i Krigens kritiske Periode i ikke ringere Antal gik over i den fascistisk prægede antiparlamentariske Kontrarevolutions Lejr eller blev til fredelige Reformister efter socialdemokratisk Mønster, forstyrrer overalt, hvor den har Indflydelse, Massernes Revolutionering; ligesom Anarkismen afviser den politiske Kamp (den revolutionære Parlamentarisme) og Proletariatets revolutionære Diktatur. Den prædiker Arbejderbevægelsens og især Fagforeningsbevægelsens lavsmæssige Decentralisering, den afviser Proletariatets Parti, benægter Opstandens Nødvendighed og overvurderer Generalstrejken ("de korslagte Armes Taktik"). Dens Angreb mod Sovjetunionen, der står i Forbindelse med dens Afvisning af det proletariske Diktatur, stiller den i denne Henseende på Front med Socialdemokratiet.

Alle de karakteriserede Strømninger og Retninger stemmer i de politiske Grundspørgsmål, Stillingen til det proletariske Diktatur, overens med Socialdemokratiet, der er den proletariske Revolutions Hovedfjende i Arbejderbevægelsen. Derfor indtræder de alle mere eller mindre afgjort på Front med Socialdemokratiet mod Sovjetunionen. Socialdemokratiet, som fuldstændig har forrådt Marxismen, støtter sig i stadig stigende Omfang på den fabiske Ideologi, den konstruktive Socialisme og Lavssocialisterne. Disse Strømninger bliver til den anden Internationales borgerlige "Socialismes" officielle liberal-reformistiske Ideologi.

I de koloniale Lande, som overhovedet blandt de undertrykte Folk og Racer, mødes Kommunismen i Arbejderbevægelsen af Indflydelsen fra egenartede Strømninger, Strømninger, der indtil et bestemt Trin i Udviklingen har spillet en vis positiv Rolle, men som i Udviklingens nye Etape bliver til reaktionære Kræfter.

I Kina var Sun-Yat-Senismen den småborgerlige nationale "Socialismes" Ideologi. I Læren om de "tre Principper" (Nationalisme, Demokrati, Socialisme) overskyggede Begrebet Folk Begrebet Klasse; Socialismen blev ikke fremstillet som en særlig Produktionsmåde, som bliver virkeliggjort af en særlig Klasse, Proletariatet, men som en udflydende Forestilling om samfundsmæssig Velfærd. Den forbandt ikke Kampen mod Imperialismen med Perspektivet for Klassekampens Udvikling i Kina. Derfor blev Sun-Yat-Senismen, som i den kinesiske Revolutions første Stadium har spillet en uhyre positiv Rolle, med den fremadskridende Klassedifferentiering i den kinesiske Revolutions videre Forløb fra en ideologisk Form for dens Udvikling til dens Lænke. Sun-Yat-Senismens Epigoner understregede på overdreven Måde netop det Træk i dens Ideologi, som objektivt er blevet reaktionært, og gjorde det derved til Kuo-Min-Tang's officielle Ideologi efter dennes Forvandling til en åbenlyst kontrarevolutionær Magt. Den ideologiske Udvikling af det kinesiske Proletariat og de arbejdende Bondemasser må derfor være ledsaget af en afgjort Kamp mod Kuo-Min-Tang's Bedrageri og Overvindelsen af det, der er blevet tilhage af Sun-Yat-Senismens Ideologi.

Sådanne Retninger, som Ghandismen i Indien, der, idet de helt igennem er fyldt med religiøse Forestillinger, idealiserer de mest primitive og erhvervsmæssigt reaktionære Livsformer, som ser Udvejen ikke i den proletariske Socialisme, men i Tilbagevenden til sådanne primitive Former, som prædiker passiv Tålsomhed og fornægter Klassekampen, forvandler sig under Revolutionsudviklingens Proces til åbenlyst reaktionære Magter. Ghandismen bliver mere og mere til en Ideologi, der retter sig mod Folkemassernes Revolution. Den må hensynsløst bekæmpes af Kommunismen.

Garvayismen, som var Ideologien for Negerarbejdere og Negersmåborgerskab, og som også nu til Dags har en vis Indflydelse på Negermasserne, er for nærværende ligeledes blevet en Hæmning for disse Massers Revolutionering. Medens den i Begyndelsen gik i Brechen for Negernes fulde sociale Ligeberettigelse, blev den senere til en Slags "Negerzionisme", der i Stedet for Kampen mod den amerikanske Imperialisme opstiller Løsenet: "Tilbage til Afrika". Denne farlige Ideologi, der er blottet for ethvert ægte demokratisk Træk, og leger med et ikke eksisterende "Negerriges" aristokratiske Attributter, må bekæmpes på det skarpeste, da den ikke fremmer, men hæmmer Negermassernes Befrielseskamp mod den amerikanske Imperialisme.

Alle disse Tendenser står i Modsætning til den proletariske Kommunisme. Som hele Verdens revolutionære Arbejderklasses indflydelsesrige Ideologi, adskiller dens Lig fra alle disse Strømninger, og fremforalt fra Socialdemokratiet, derved, at den, i fuld Overensstemmelse med Marx's og Engels´s Lære i Teori og Praksis, fører den revolutionere Kamp for Proletariatets Diktatur og herunder anvender alle Former for den proletariske Masseaktion .

 

 

 

2. Hovedopgaven for den kommunistiske Strategi og Taktik.

 

 

Den kommunistiske Internationales sejrrige Kamp for Proletariatets Diktatur har til Forudsætning, at der i hvert Land består et sluttet, kamphærdet, disciplineret og centraliseret kommunistisk Parti, der står i nøje Forbindelse med Masserne.

Partiet er Arbejderklassens Fortrop, sammensat af dens bedste, mest bevidste, aktiveste og tapreste Medlemmer. Det legemliggør hele den proletariske Kamps samlede Erfaringer. Støttet på Marxismens revolutionære Teori er Partiet, derved at det til daglig træder i Skranken for hele Klassens varige, almindelige Interesser, et Udtryk for Enheden i de proletariske Grundsætninger, i den proletariske Vilje og i den proletariske, revolutionære Handling. Partiet er den revolutionære Organisation, som holdes sammen gennem jernhård Disciplin og den demokratiske Centralismes strengeste revolutionære Orden. Partiet bliver til denne Organisation gennem den proletariske Avantgardes Klassebevidsthed, ved at det giver sig hen til Revolutionen, gennem dets Evne til uafbrudt at opretholde Forbindelsen med de proletariske Masser, og ved Rigtigheden af dets politiske Førerskab, der atter og atter prøves og klarlægges gennem Massernes egne Erfaringer.

For at kunne opfylde sin historiske Opgave gennem Kamp at nå frem til Proletariatets Diktatur må det kommunistiske Parti stille sig følgende strategiske Mål og nå dem:

Erobringen af dets egen Klasses Flertal indbefattet Arbejderkvinderne og Arbejderungdommen. For at nå dette, er det nødvendigt at sikre det kommunistiske Parti afgørende Indflydelse på Proletariatets store Masseorganisationer (Råd, Fagforeninger, Bedriftsråd, kooperative Organisationer, Sports- og Kulturorganisationer o.s.v.). Særlig stor Betydning for at vinde Proletariatets Flertal har det systematiske Arbejde for at erobre Fagforeningerne , denne Proletariatets omfattende Masseorganisation, der er nøje forbundet med dets daglige Kampe. At virke i reaktionære Fagforeninger behændig at erobre dem, at vinde de faglig organiserede brede Massers Tillid, at afsætte og fortrænge de reformistiske Førere fra deres Stillinger dette er en af de vigtigste Opgaver i Revolutionens Forberedelsesperiode.

Tilkæmpelsen af Proletariatets Diktatur forudsætter også, at Proletariatets Herredømme over de brede Lag af de arbejdende Masser er blevet til Virkelighed. For at opnå dette, må det kommunistiske Parti bringe den store Mængde af de fattigere Lag i By og på Land, de lavere Lag af de Intellektuelle og de småborgerlige Lag ind under sin Indflydelse. Særlig Betydning har Arbejdet for at skaffe Partiet Indflydelse blandt Bønderne . Det kommunistiske Parti må sikre sig fuld Understøttelse fra de Lag af Landbefolkningen, der står Proletariatet nærmest, d.v.s. frem for alt fra Landarbejderne og de Fattige på Landet. Dertil fordres særlige Landarbejderorganisationer og en alsidig Understøttelse af deres Kamp mod Overklassen på Landet, samt et energisk Arbejde blandt Småbrugerne. Hvad angår Bøndernes mellemste Lag, skal det kommunistiske Parti (i Lande med en udviklet Kapitalisme) følge den Politik, at gøre dem neutrale.

Løsningen af alle disse Opgaver gennem Proletariatet, der bliver Bæreren af hele Folkets Interesser og Føreren for de bredeste Folkemasser i Kampen mod det finanskapitalistiske Åg, det er en ubetinget Forudsætning for den sejrrige kommunistiske Revolution.

Set ud fra Proletariatets Verdenskamp er den Kommunistiske Internationales vigtigste strategiske Opgave den revolutionære Kamp i Kolonierne, Halvkolonierne og de afhængige Lande . Denne Kamp forudsætter Samlingen af de bredeste Masser af Arbejderne og Bønderne i Kolonierne under Revolutionens Fane, og den kan kun opnås ved det nøjeste broderlige Samarbejde mellem de undertrykkende Nationers Proletariat og de undertrykte Folks arbejdende Masser.

Idet den kommunistiske Internationale under det proletariske Diktaturs Fane i de såkaldte "civiliserede"! Lande organiserer Revolutionen mod Imperialismen, understøtter den samtidig enhver Bevægelse mod det imperialistiske Voldsherredømme i Kolonierne, Halvkolonierne og de afhængige Lande (f. Eks. Sydamerika),den udfolder en levende Propaganda mod al Slags Chauvinisme og imperialistisk Mishandling af store og små undertrykte Folk og Racer (Stillingen til Negrene, den "gule Race´"s Arbejdere, Antisemitisme o.s.v.), og den understøtter deres Kamp mod det undertrykkende Bourgeoisi. Særlig energisk bekæmper den Kommunistiske Internationale Chauvinismen i Stormagternes Lande, som får Næring fra det imperialistiske Bourgeoisi og dets socialdemokratiske Agentur, II. Internationale, og opstiller imod det imperialistiske Bourgeoisis Praksis Sovjetunionens Praksis, der på sit Område har virkeliggjort broderlige Forhold mellem ligeberettigede Folk.

I de imperialistiske Lande må de kommunistiske Partier overhovedet yde de revolutionære Frihedsbevægelser i Kolonierne og de undertrykte Folks Frigørelseskamp systematisk Hjælp.

I første Linje er det en Pligt for Arbejderne i det Land, hvoraf den undertrykte Nation er afhængig i finansciel, økonomisk eller politisk Henseende, at yde den mest aktive Hjælp. De kommunistiske Partier må åbent anerkende Koloniernes Ret til Løsrivelse og udfolde Propaganda herfor, d.v.s. en Propaganda for Koloniernes Uafhængighed af den imperialistiske Stat. De må anerkende Koloniernes Ret til væbnet Forsvar mod Imperialismen (altså til Opstand og revolutionær Krig), propagandere for dette Forsvar med alle til Rådighed stående Midler. Den samme Politik må de kommunistiske Partier benytte overfor alle undertrykte Folk.

I de koloniale og halvkoloniale Lande må de kommunistiske Partier føre en dristig og konsekvent Kamp mod den udenlandske Imperialisme og derunder uafladelig agitere for Ideen om en Tilnærmelse til og Forbund med Proletariatet i de imperialistiske Lande, de må åbent opstille Agrarrevolutionens Løsen, propagandere for det og omsætte det til Gerning, for således at vække Bøndernes brede Masser for at få dem til at afkaste det feudale Åg; de må erklære Gejstlighedens reaktionære middelalderlige Indflydelse Krig.

Hovedopgaven er her den selvstændige Organisering af Arbejderne og Bønderne (i Proletariatets kommunistiske Klasseparti, i Fagforeningerne, Bondeorganisationerne og i Tilfælde af revolutionære Situationer i Råd) og deres Befrielse fra det nationale Bourgeoisi er kun forsåvidt tilladeligt, når dette Bourgeoisi ikke hindrer Arbejdernes og Bøndernes revolutionære Sammenslutning, og når det virkelig bekæmper Imperialismen.

Ved Fastlæggelsen af sin taktiske Linje må ethvert kommunistisk Parti regne med den givne indre og ydre Situation, Klassekræfternes Forhold, Graden af Bourgeoisiets Fasthed og Styrke, Graden af Proletariatets Kampberedskab, de mellemste Lags Holdning o.s.v. Udfra disse Forhold bestemmer Partiet sine Paroler og Kampmetoder, hvorved det går ud fra Nødvendigheden af at mobilisere og organisere så brede Masser som muligt og tilstræber den højest mulige Udvikling af denne Kamp. Når en revolutionær Situation modnes opstiller Partiet en Række Overgangsparoler og rejser svarende til de givne Forhold Dagskrav, som det må underordne sit revolutionære Hovedformål, Erobringen af Magten og Omstyrtelsen af den borgerlig-kapitalistiske Samfundsordning. At forsømme Arbejderklassens Dagskrav og Dagskampe er lige så utilladeligt som at indskrænke Partiets Virksomhed til dem alene. Idet Partiet går ud fra Arbejdernes daglige Savn, er det dets Opgave at føre Arbejderklassen ind i den revolutionære Kamp om Magten .

I Tilfælde af et revolutionært Opsving , når de herskende Klasser er desorganiserede og Masserne i en Tilstand af revolutionær Gæring; når de mellemste Lag vender sig til Proletariatet, og Masserne viser sig kampberedte og offervillige, har Proletariatets Parti den Opgave at føre Masserne til et direkte Angreb mod den borgerlige Stat. Dette opnås ved at propagandere for gradvis stigende Overgangsparoler Arbejderråd, Arbejderkontrol med Produktionen, Bondekomiteer for med Magt at tilegne sig Godsejernes Jord, Bourgeoisiets Afvæbning og Proletariatets Bevæbning o.s.v. og ved Organisering af Masseaktioner , hvorunder alle Grene af Partiets Agitation og Propaganda, indbefattet Parlamentsvirksomheden, må indordnes. Sådanne Masseaktioner er Strejker, Strejker i Forbindelse med Demonstrationer, Strejker i Forbindelse med bevæbnede Demonstrationer og til Slut Generalstrejken i Forbindelse med den bevæbnede Opstand mod Bourgeoisiets Statsmagt. Kampens, højeste Form følger Krigskunstens Regler, forudsætter en Felttogsplan, at Kampen føres som en Offensiv, forudsætter Proletariatets ubegrænsede Hengivelse og Heltemod. Aktioner af denne Art forudsætter som en absolut Betingelse, at de brede Masser organiseres i Kampformationer, der alene ved deres Form må omfatte de største Arbejdermasser og sætte dem i Bevægelse (Arbejder- og Bonderåd, Soldaterråd o.s.v.), og at styrke det revolutionære Arbejde i Hær og Flåde.

Ved Overgangen til ny, skarpere Paroler må følgende Grundregler for Leninismens politiske Taktik være Rettesnoren: Partiet må forstå at føre Masserne således frem til de revolutionære Stillinger, at de igennem deres egne Erfaringer overbeviser sig om Partiliniens Rigtighed. Hvis denne Regel ikke følges, fører det uundgåeligt til en Adskillelse fra Masserne, til Kupmageri og til, at Kommunismen ideologisk udarter til en Venstredoktrin, til et småborgerligt, revolutionært Eventyr. Ikke mindre ødelæggende er det, hvis Proletariatets Parti lader den revolutionære Udviklings Højdepunkt, der kræver et dristigt og beslutsomt Angreb på Fjenden, ubenyttet. At lade en sådan Lejlighed slippe forbi uden at gå over til Opstand, betyder, at overlade Initiativet til Modstanderne og føre Revolutionen mod Nederlaget.

Når der ikke findes noget revolutionært Opsving , må de kommunistiske Partier, idet de går ud fra Arbejdernes daglige Savn, opstille Dagsparoler og Dagskrav og knytte dem sammen med den kommunistiske Internationales Hovedformål. Men her må Partierne ikke opstille Overgangsparoler , som forudsætter Tilstedeværelsen af en revolutionær Situation, og i en anden Situation medfører en Sammenvoksen med den kapitalistiske Organisations System (f.eks. Parolen om Produktionskontrol el. Lign.). Dagskrav og Dagsparoler er en absolut Betingelse for rigtig Taktik, mens en Række Overgangsparoler er uadskillelig forbundet med Tilstedeværelsen af en revolutionær Situation. Principielt at afslå Opstillingen af Dagskrav og Overgangsparoler er dog ligeledes uforeneligt med Kommunismens Grundsætninger, da en Taktik af den Art i Praksis dømmer Partiet til Passivitet og isolerer det fra Masserne.

Enhedsfronttaktikken som Middel til en resultatrig Kamp mod Kapitalen, Klassemobiliseringen af Masserne og Afsløringen og Isoleringen af de reformistiske Førere, er således en væsentlig Bestanddel af den kommunistiske Internationales Taktik i hele den førrevolutionære Periode.

Rigtigt at anvende Enhedsfronttaktikken og at vinde Masserne i al Almindelighed forudsætter et systematisk, vedvarende Arbejde i Fagforeningerne og Proletariatets andre Masseorganisationer. At tilhøre en Fagforening, selv den mest reaktionære når den blot har Massekarakter er enhver Kommunists umiddelbare Pligt. Kun gennem stadigt, konsekvent Arbejde i Fagforening og Bedrift for stadig energisk at forsvare Arbejderinteresserne og gennem en hensynsløs Kamp mod det reformistiske Bureaukrati kan Førerskabet i Arbejdernes Kamp erobres, kan de fagligt organiserede Arbejdermasser vindes for Partiet.

I Modsætning til Reformisternes Spaltningsforsøg, repræsenterer Kommunisterne Fagforeningernes Enhed i de enkelte Lande og i hele Verden på Klassekampens Grund, og understøtter på alle Punkter den Røde Faglige Internationales Arbejde.

Idet de kommunistiske Partier overalt forsvarer Arbejdermassernes og hele den arbejdende Befolkningsdaglige Fornødenheder, udnytter de borgerlige Parlamenters Tribuner til den revolutionære Propaganda og Agitation og underordner alle enkelte Opgaver under Målet, Kampen for Proletariatets Diktatur, opstiller den kommunistiske Internationales Partier Dagskrav og Dagsparoler på følgende vigtige Områder:

Til Forsvar for Arbejdernes Interesser i snævrere Forstand, Spørgsmål vedrørende den økonomiske Kamp (at slå Trustkapitalens Angreb tilbage, Løn- og Arbejdsspørgsmål, tvungen Voldgift, Arbejdsløshed), som udvikler sig til Spørgsmål vedrørende den politiske Kamp (store Industrikonflikter, Organisations- og Strejkeret o.s.v.); Spørgsmål af umiddelbar politisk Karakter (Skat, Varefordyrelse, Fascisme, Forfølgelse af revolutionære Partier, Hvid Terror, overhovedet Regeringspolitik), endelig Verdenspolitikkens Problemer : Forholdet til Sovjetunionen og til de koloniale Revolutioner, Kampen for den internationale faglige Enhed, Kamp mod Imperialismen og Krigsfaren og systematisk Forberedelse af Kamp mod den imperialistiske Krig.

For Bønderne angår Dagskravene: Skattepolitikken, Bøndernes Hypothekgæld, Bekæmpelse af Ågerkapitalen, de fattige Bønders Mangel på Jord, Forpagtningsafgifter og Brugsrettigheder o.s.v. Idet det kommunistiske Parti går ud fra disse Dagskrav, må det øge sine Paroler i tilsvarende Grad, indtil de kan sammenfattes i Parolen: Konfiskation af de store Jordegodser, og Parolen: Arbejder- og Bonderegering (der ide udviklede kapitalistiske Lande er ensbetydende med Proletariatets Diktatur, i tilbagestående Lande og en Del Kolonier betyder det samme som Proletariatets og Bøndernes demokratiske Diktatur). På samme Måde skal der udfoldes et systematisk Arbejde blandt Arbejder- og Bondeungdommen (navnlig gennem den kommunistiske Ungdomsinternationale og dens Sektioner) blandt Kvinderne, Bonde- og Arbejderkvinderne . Dette Arbejde må gå ud fra disse Lags særlige Livs- og Kampbetingelser, forbinde deres Fordringer med Proletariatets almindelige Fordringer og Kampparoler.

I Kampen mod Undertrykkelsen af Kolonialfolkene må de kommunistiske Partier i Kolonierne selv opstille Dagskrav, der svarer til de særlige Forhold, såsom: Fuld Ligeberettigelse for alle Nationer og Racer, Afskaffelse af alle Privilegier for Udlændinge, Frihed for Arbejder- og Bondeorganisationerne, Forkortelse af Arbejdsdagen, Forbud mod Børnearbejde, Annulering af de ågeragtige Gældsoverenskomster, Nedsættelse eller Afskaffelse af Forpagtningsafgiften, Lettelse af Skattebyrden, Skattenægtelse o.s.v.. Alle Dagskrav må underordnes følgende Grundfordringer, som det kommunistiske Parti opstiller: Landets fuldstændige politiske Uafhængighed og Fordrivelse af Imperialisterne, Arbejder- og Bonderegering, Jorden til hele Folket, 8 Timers Dagen o.s.v. I Imperialismens Lande må de kommunistiske Partier føre Kampagner for at de imperialistiske Tropper bliver trukket tilbage fra Kolonierne, udfolde en levende Propaganda i Hær og Flåde til Forsvar for de undertrykte Folk i deres Frihedskamp, mobilisere Masserne til at forhindre Våben- og Troppetransporter, organisere Strejker og andre Former for Masseprotest.

Ganske særlig Opmærksomhed må den kommunistiske Internationale anvende på en målbevidst Forberedelse af Kampen mod Faren for imperialistiske Krige . Skånselsløs Afsløring af Socialchauvinismen, Socialimperialismen og de pacifistiske Fraser, der blot tilslører Bourgeoisiets imperialistiske Planer; Propaganda for den Kommunistiske Internationales Hovedparoler; uafladeligt organisatorisk Arbejde for at virkeliggøre disse Opgaver, hvorved det er ubetinget nødvendigt at forbinde de legale Arbejdsmetoder med de illegale; organisere et Arbejde i Hær og Flåde det må være det kommunistiske Partis Virksomhed på disse Områder. Den Kommunistiske Internationales Hovedparoler i Kampen mod Krigsfaren er: at forvandle den imperialistiske Krig til Borgerkrig, at bringe ens egen imperialistiske Regering til Nederlag, med alle til Rådighed stående Midler at forsvare Sovjetunionen og Kolonierne i Tilfælde af en imperialistisk Krig rettet mod dem. At propagandere for disse Paroler, at afsløre de socialistiske Forvrængninger og den socialistiske Camouflering af Folkeforbundet, stadig at gøre Erindringen om Læren fra Verdenskrigen levende, alt dette er en uafviselig Pligt for alle Sektioner og alle Medlemmer af den Kommunistiske Internationale.

For at sideordne og lede den revolutionære Virksomhed og de revolutionære Aktioner hensigtsmæssigt, kræver det internationale Proletariat en international Klassedisciplin , hvis vigtigste Forudsætning er de kommunistiske Partiers strengeste internationale Disciplin. Denne internationale Kommunistiske Disciplin må finde sit Udtryk i en Underordning af Bevægelsens Lokal- og Særinteresser under de fælles og varige Interesser og i en uforbeholden Gennemførelse af alle Beslutninger fra den kommunistiske Internationales ledende Organer.

I Modsætning til den socialdemokratiske II. Internationale, hvis Partier kun underkaster sig "deres" nationale Bourgeoisis og deres "Fædreland's" Disciplin, kender Kommunistisk Internationales Sektioner kun een Disciplin: Verdensproletariatets Disciplin, som sikrer Arbejderne i alle Lande Sejren i Kampen for Proletariatets Verdensdiktatur. I Modsætning til II. Internationale, som spalter Fagbevægelsen, som kæmper mod Kolonialfolkene og samarbejder med Bourgeoisiet, er den Kommunistiske Internationale den Organisation, der står på Vagt for Proletarernes Enhed i alle Lande, for Enheden mellem Arbejderne af alle Racer og Folk, i Kampen mod Imperialismens Åg.

Dristigt og uforfærdet fører Kommunisterne denne Kamp på alle Afsnit af den internationale Klassefront, idet de trodser Bourgeoisiets blodige Terror, forvissede om Proletariatets nødvendige, uundgåelige Sejr.

 

"Kommunisterne forsmår at hemmeligholde deres Anskuelser og Formål. De erklærer åbent, at deres Mål kun kan nåes gennem en voldsom Omstyrtning af enhver hidtidig Samfundsordning.


Måtte de herskende Klasser skælve for en kommunistisk Revolution.
Proletarerne har kun deres Lænker at tabe.
De har en Verden at vinde.

 

 

Proletarer i alle Lande, foren jer!"

 

 

 

Kommunistisk Internationale arkiv

dansk